Bladet Kommunen dokumenterer, at antallet sager med lejere der blev sat på gaden af fogeden, er steget fra 2000 til ca. 4000 sager om året siden 2002. En fordobling og hertil kommer en meget stor stigning i antallet af sager, hvor folk frivilligt er flyttet inden de er blevet sat ud af fogeden. Rystende tal som viser noget om, hvor svært det kan være at få tingene til at hænge sammen, når man befinder sig på bunden af det danske samfund.
Nogen vil sikkert mene det er folks eget ansvar at betale deres regninger, men jeg mener at tingene skal ses i et andet og større perspektiv. Fakta er at sociallovgivningen er blevet strammet så kraftigt op i den tid hvor den borgerlige regering har siddet i Danmark, at flere og flere familier ikke kan få det til at løbe rundt. Der er familier der f.eks. lever på starthjælp, som har ca. 2000 til mad, tøj, transport m.v., når de faste udgifter er betalt. Det er stort set umuligt at forsørge 2 voksne og 3 børn for sådan et beløb. Regeringen skaber fattigdom og sætter et stort antal mennesker uden for samfundet, og man kan kun frygte for hvordan det skal gå i fremtiden, når man tænker på den kraftigt stigende ledighed og tiltagende økonomiske krise.
Boligforeningerne i Aalborg har længe mærket det stigende antal udsættelser og de store tab som boligafdelingerne har som konsekvens af disse. Spørgsmålet er hvor længe vi i Danmark har råd til, at udstøde en større og større gruppe af det danske samfund. Parallelsamfund er ikke kun noget som bliver skabt af folks ligegyldighed med samfundets normer og værdier. De bliver i mindst lige så høj grad skabt, hvis folk bliver lukket ude fra at være en del af samfundet, på ligeværdig fod med alle andre. Der er virkeligt brug for en ny kurs i socialpolitikken, en kurs som den borgerlige regering med støtte fra dansk folkeparti ikke er i stand til at levere.
Jeg har set frem til resultatet af urafstemningen med spænding. Det er jo rigtigt interessant at høre hvad socialdemokraterne i Aalborg Kommunes medlemmer synes om de seneste 4 års politiske indsats. Jeg er meget taknemlig og overvældet over, at jeg vandt urafstemningen og kommer til at stå som nr. 2 på den socialdemokratiske liste lige efter borgmesteren. Det er et fantastisk rygstød til valgkampen, og jeg vil gerne rette en stor tak til alle dem der har stemt på mig. Jeg vil gøre mit yderste for at leve op til tilliden.
Nogengange går ting rigtigt hurtigt i politik. Således har Ritt Bjerregaards afgang som Overborgmester i København og Frank Jensens comback på den politiske scene været højst overraskende. Frank Jensen er en rigtig dygtig politiker, og jeg tror at han som overborgmester i København vil være i stand til at løfte det som Ritt ikke magtede. Nemlig det at skabe et bredt samarbejde i borgerrepræsentationen.
Kommunalpolitik er meget anderledes end landspolitik. De beslutninger man tager, har konsekvenser for mennesker som er helt på og de ting man skal tage stilling til, er også meget mere konkrete. Derfor er det vigtigt at man som kommunalpolitiker er i stand til at skabe lokale løsninger der virker, også selv om de nogen gange går på tværs af de grundlæggende ideologiske holdninger man står for som parti. Hverdagens problemer kræver derfor samarbejde på tværs af partierne. Ikke en kunst Ritt Bjerregaard mestrede særlig godt, men en kunst som Frank Jensen er meget bedre til at håndtere. Jeg ønsker Frank Jensen alt held og lykke på sin færd mod Overborgmesterposten.
Jeg havde et rigtigt godt møde i udvalget for sundhed og bæredygtig udvikling. Der var rigtigt mange spændende sager på dagsordenen. Ny kollektivtrafikplan, ny rusmiddelpolitik og bæredygtig udvikling på godsbanearealet.
Her går Aalborg Kommune sammen med de uddannelsesinstitutioner der gerne vil være på arealet i fremtiden om, at sætte bæredygtigt byggeri og energibesparelser på dagsordenen. Det kunne være rigtigt spændende, at skabe et attraktivt uddannelsesmiljø i et byggeri, som sparer på energien og er med til at løse nogle af de klimaproblemer vi står overfor. Jeg glæder mig til det fremtidige arbejde.