Alarmerende stigning i antal folk der bliver sat på gaden Ingen kommentarer endnu
Bladet Kommunen dokumenterer, at antallet sager med lejere der blev sat på gaden af fogeden, er steget fra 2000 til ca. 4000 sager om året siden 2002. En fordobling og hertil kommer en meget stor stigning i antallet af sager, hvor folk frivilligt er flyttet inden de er blevet sat ud af fogeden. Rystende tal som viser noget om, hvor svært det kan være at få tingene til at hænge sammen, når man befinder sig på bunden af det danske samfund.
Nogen vil sikkert mene det er folks eget ansvar at betale deres regninger, men jeg mener at tingene skal ses i et andet og større perspektiv. Fakta er at sociallovgivningen er blevet strammet så kraftigt op i den tid hvor den borgerlige regering har siddet i Danmark, at flere og flere familier ikke kan få det til at løbe rundt. Der er familier der f.eks. lever på starthjælp, som har ca. 2000 til mad, tøj, transport m.v., når de faste udgifter er betalt. Det er stort set umuligt at forsørge 2 voksne og 3 børn for sådan et beløb. Regeringen skaber fattigdom og sætter et stort antal mennesker uden for samfundet, og man kan kun frygte for hvordan det skal gå i fremtiden, når man tænker på den kraftigt stigende ledighed og tiltagende økonomiske krise.
Boligforeningerne i Aalborg har længe mærket det stigende antal udsættelser og de store tab som boligafdelingerne har som konsekvens af disse. Spørgsmålet er hvor længe vi i Danmark har råd til, at udstøde en større og større gruppe af det danske samfund. Parallelsamfund er ikke kun noget som bliver skabt af folks ligegyldighed med samfundets normer og værdier. De bliver i mindst lige så høj grad skabt, hvis folk bliver lukket ude fra at være en del af samfundet, på ligeværdig fod med alle andre. Der er virkeligt brug for en ny kurs i socialpolitikken, en kurs som den borgerlige regering med støtte fra dansk folkeparti ikke er i stand til at levere.