Vi skal satse på nye jobs
Finanskrisen har ramt Danmark hårdt og rigtigt mange mennesker har mistet deres arbejde. Krisen har i Nordjylland trådt i karakter indenfor flere forskellige sektorer. Ledigheden i byggesektoren er stærkt stigende og tilbageslaget i IKTsektoren har ramt hårdt. Der er ikke meget tvivl om, at vi i den kommende tid kommer til at arbejde hårdt for, at skabe jobs i det nordjyske område.
At skulle arbejde hårdt for at skabe jobs, er ikke en ny udfordring i Nordjylland, hvor uddannelsesniveauet og den geografiske placering i mange år har været et handicap for os. Men jeg synes nu alligevel at der er grund til optimisme.
For det første er IKT branchen i Nordjylland så stærk, og har så mange forskellige virksomheder, at den med tiden nok skal overvinde det slag det er, at en række virksomheder har haft fyringsrunder og at Motorola og Texas Instruments er lukket. Det skete da krisen i 2001 ramte os, og IKT branchen er en af de brancher der har genereret størst vækst i det Aalborg området de senere år. Den er et fyrtårn som vi fortsat skal satse stærkt på.
Sundhedsområdet er et utroligt spændende erhvervsudviklingsområde for Nordjylland. Aalborg Universitet har nogle rigtigt stærke forskningskompetencer indenfor det sundhedsteknologiske område, og de første bioteknologiske virksomheder er også kommet. Sundhedsområdet kan blive en erhvervsmæssig succes for os i fremtiden, men det kræver en vedholdende satsning.
Der er rigtigt mange spændende virksomheder i Nordjylland som kan genere flere arbejdspladser og mere vækst. Men de skal nurses og udvikles. Her kan den offentlige erhvervsservice gøre en stor forskel i forhold til at hjælpe virksomhederne til, at udvikle sig og gennem vækstprogrammer og netværksskabelse.
Selvom det er svært for nye virksomheder, at starte i krisetider hvor bankerne holder igen med lånekapital og hvor det er svært at komme ind på markedet, er det afgørende for jobskabelsen i fremtiden, at vi får en tilvækst af nye virksomheder. Derfor skal vi fortsat, gøre en markant indsats for at hjælpe nye iværksættere i gang, med uddannelse og lokaler, som f.eks. Dreamhouse og Bretteville, hvor man kan starte i netværk sammen med andre iværksættere.
Kvalificeret arbejdskraft er en væsentlig forudsætning for at tiltrække nye virksomheder. Derfor skal vi satse markant på Aalborg som uddannelsesby. Vi skal tiltrække nye uddannelser (F.eks. lægeuddannelsen) og flere studerende, som kan være med til at bidrage til Aalborgområdets fremtidige økonomiske vækst.
Sidst men ikke mindst er der brug for fremrykning af offentlige investeringer i byggeri, og renoveringer af skoler, børnehaver, idrætshaller veje m.v. Her er det nødvendigt at regeringen stiller anlægsramme samt finansieringsmuligheder til rådighed for kommunerne, så kommunerne kan være med til at afværge den voldsomt stigende ledighed i byggefagene.