Aktive børn
Børn er noget af det kæreste, vi har, og derfor skal vi også bruge mange kræfter på at sikre dem gode vilkår og udviklingsmuligheder i de kommunale daginstitutioner og i folkeskolen. Det er derfor vigtigt, at børnene i daginstitutionerne ikke bare bliver passet, men at pædagogerne har nogle klare mål for, hvordan de vil udvikle børnenes sproglige, sociale og motoriske evner. Det er vigtigt, at børnene bliver stimuleret rigtigt, så de bliver parate til at starte i folkeskolen.
Sundhed er en væsentlig dagsorden når vi taler om børn. De gode sundhedsvaner grundlægges i barndommen, og derfor er det også vigtigt at vi fokuserer på sund kost og fysisk aktivitet i forhold til de helt små børn, og at vi i forhold til de større børn også gør en aktiv indsats for at begrænse rygning og indtag af alkohol. Det er sjovt at være sund og jeg vil arbejde målrettet for at sund kost og fysisk aktivitet er væsentlig del af hverdagen i Aalborg kommunes institutioner og skoler.
Folkeskolen er en af grundstenene i det danske samfund, og derfor har vi som kommunal myndighed en stor interesse i- og forpligtigelse til at give folkeskolen de bedste udviklingsmuligheder.
De seneste år har været præget af en til tider meget følelsesladet debat om folkeskolen. En debat som på det seneste især har fokuseret på elevernes manglende læse- og regnefærdigheder. Jeg mener, at det har været en god debat i den udstrækning, at den har sat fokus på, hvad der kan gøres for at sikre, at alle eleverne forlader folkeskolen med gode grundlæggende færdigheder indenfor de vigtigste fag.
Når det er sagt, er det vigtigt, at vi ikke glemmer, at det at læse og regne, kun er en del af det, som børnene skal kunne, når de forlader folkeskolen. De skal også kunne tænke kritisk, lære at udvikle nye ideer, kunne samarbejde med andre og meget andet.
Der er mange ting som fungerer godt i Aalborg kommune i vores skoler og institutioner, men der er også ting vi kan gøre bedre:
- Særligt skoler er for dårligt vedligeholdte, og her har vi en udfordring i forhold til at bringe skolerne op på en tidssvarende standard.
- Flere steder er legepladser nedslidte og for traditionelle. Vi bør prioritere legepladserne og muligheder for fysisk aktivitet højere i fremtiden.
- Sundhed og fysisk aktivitet skal endnu højere på dagsordenen på skolerne og daginstitutionerne.
- Fleksible læringsmiljøer på skolerne skal opprioriteres.
- Vi skal have flere tolærerordninger og delehold.
- Vi skal have større fokus på børn der ikke trives, og være klar med nødvendige støtte, så alle børn får en god oplevelse med at gå i en af Aalborg kommunes institutioner eller skoler, og alle får et godt afsæt til at komme i gang med en ungdomsuddannelse.