Superflot optagelse på de Nordjyske uddannelsesinstitutioner
Superflot optagelse på de nordjyske uddannelser
Det er altid spændende at følge hvordan det går med optagelserne på de nordjyske videregående uddannelser, da de nordjyske uddannelsesinstitutioner, er en meget væsentlig motor i landsdelens erhvervsmæssige og kulturelle udvikling. Der har ifølge studievalg Nordjylland, aldrig været så mange nordjyder der læser videre, og det synes jeg i sig selv er en kæmpe sejr i arbejdet for, at indhente det uddannelsesefterslæb, som landsdelen desværre har kæmpet med i mange år. Jeg synes også der er grund til at rose de nordjyske uddannelsesinstitutioner for at optage så mange som muligt. Der er nemlig kun 12 % ansøgere med i adresse i Nordjylland som har fået afslag på deres ansøgning om at komme ind på en videregående uddannelse, mens der er hele 22% der på landsplan har fået afslag.
En forskel der er til at tage at føle på, og jeg tror at en stor del af forklaringen på forskellen ligger i, at uddannelsesinstitutionerne andre steder i landet, længe har synes at det var en kvalitet, at man afviste mange og på denne måde har forsøgt at skabe status om uddannelsen. Filosofien har været, at jo sværere det er at komme ind, jo højere status får uddannelsen og jo flere vil prøve at komme ind på den. Jeg har meget stor sympati for den indstilling som hersker på bl.a. Aalborg Universitet, hvor man optager så mange som muligt, og tror på at de studerende som ikke ville have en chance for at komme ind i København og Århus, sagtens kan klare at gennemføre studiet, hvis man investerer lidt i dem. Dertil kommer at mange af disse studerende, rent faktisk klarer sig rigtigt godt, og bliver rigtigt dygtige kandidater. Det betaler sig at investere i mennesker.
Selvom 2009 bliver et rigtigt godt år på uddannelsesfronten, med mindst 291 flere optagne på Aalborg Universitet end sidste år, og mellem 26% og 33% flere optagne på Pædagog-, Sygeplejerske- og Læreruddannelsen, så er der stadig potentiale til væsentligt mere. Dette potentiale kunne bl.a. udløses ved, at Aalborg Universitet fik lov til at uddanne læger, og dermed kunne optage endnu flere studerende og bidrage til at løse den lægemangel som længe har været en realitet i hele den nordjyske region. Aalborg Kommune også har gjort meget i forhold til at styrke Aalborg som uddannelsesby, og de massive investeringer i kultur, som Nordkraft og Platform 4 bl.a. er et udtryk for, viser at der er handling bag ordene, men der kan stadig gøres mere for at Aalborg bliver en endnu mere attraktiv by at være ung i. Vi har mange muligheder for at skabe udvikling og fremgang, men det er vigtigt at vi har viljen og evnen til at tage dem.