Thomas Kastrup-Larsen » Page 'Stop mistænkeliggørelse af Nordjysk lægeuddannelse'

Stop mistænkeliggørelse af Nordjysk lægeuddannelse

Stop mistænkeliggørelse af lægeuddannelse

Bedst som det ser ud til at beslutningen om en hårdt tiltrængt lægeuddannelse i Nordjylland er ved at gå igennem, forsøger det Nordjyske folketingsmedlem Karl Bornhøft fra SF nu, at kaste grus i maskineriet. Han beder om samfundsøkonomiske beregninger, og garantier for specialer på Aalborg sygehus fra sundhedsministeren og videnskabsministeren.

Jeg synes at Karl Bornhøfts optræden er højst besynderlig. Der er ingen tvivl om, at et lægestudie på Aalborg Universitet vil være til gavn for Nordjylland. Vi vil kunne afhjælpe den kroniske mangel på læger i Nordjylland, vi vil styrke Aalborg som Uddannelsesby, og vi vil styrke erhvervsudviklingen i Nordjylland. Men alligevel prøver Karl Bornhøft at opfinde argumenter, der forhindrer en nordjysk lægeuddannelse.

Vi har altid skulle kæmpe hårdt for fremskridt i Nordjylland. F.eks. blev Aalborg Universitet kun oprettet p.g.a. et massivt nordjysk folkeligt og politisk pres, mens centraladministrationen i København var imod, med nogle af de samme argumenter Karl Bornhøft nu forsøger at stampe op af jorden, i forbindelse med en kommende lægeuddannelse. I dag tror jeg alle er enige om, at oprettelsen af Aalborg Universitet er en af de mest visionære og skelsættende beslutninger der er truffet, i forhold til udviklingen i Nordjylland. Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at der kan opstilles samfundsøkonomiske beregninger som viser at det ikke kan betale sig at oprette en lægeuddannelse i Nordjylland. Det er kun et spørgsmål om, at tilrette beregningernes forudsætninger, så de passer til det resultat man gerne vil have. Dermed er vi tilbage til udgangspunktet. Ønsker vi at løse lægeproblemerne i Nordjylland og skabe vækst og udvikling, eller ønsker vi at bevare status quo, hvor der er kronisk mangel på læger?

Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg foretrækker, og jeg håber at Karl Bornhøft nøje overvejer hvis ærinde han går, når han modarbejder en nordjyske lægeuddannelse som hverken sundhedsstyrelsen eller akkrediteringsrådet har indvendinger i mod. I mine øjne er det ikke nordjydernes!

Stil et spørgsmål?

Top of page /