Thomas Kastrup-Larsen » Page 'Målrettet indsats for at få flere IKT iværksættere'

Målrettet indsats for at få flere IKT iværksættere

Motorola og Texas Instruments i Aalborg er lukket og flere andre firmaer i IKT-branchen har haft store fyringsrunder. Det er rigtigt ærgerligt når gode firmaer lukker og folk mister deres job, men det er også ofte set, at lukningen af store firmaer, giver grobund for nye firmaer og ny vækst. Et meget godt eksempel på dette var lukningen af Aalborg værft, som på kort sigt var en katastrofe, men på længere sigt resulterede i en række nye virksomheder. Herunder f.eks. Logimatic som i dag er en stærk IKT virksomhed med lagt over 100 ansatte. 

Derfor er den nuværende situation hvor store IKT firmaer med mange velkvalificerede ansatte lukker, en situation hvor vi skal gøre alt hvad vi kan for, at understøtte at de ansatte som sidder med en iværksætter i maven. Nogle vil uanset hvad starte op for sig selv, men der findes givetvis også en del som skal have et lille skub, eller har brug for at få skærpet eller suppleret nogle af deres kompetencer for, at skabe en virksomhed der også er bæredygtig på sigt.  

Derfor er det også rigtigt glædeligt at erhvervsafdelingen i Aalborg Kommune, har været offensive og opsøgende i forhold til de ansatte i IKT-branchen som har mistet deres job, og sat et særligt tilrettelagt iværksætterprogram i gang, som fokuserer på at skabe nye IKT virksomheder i Aalborgområdet. Det bliver spændende at følge programmet og se hvor mange virksomheder, der bliver skabt i den kommende tid. 

Det er vigtigt at der bliver skabt nye IKT virksomheder til at erstatte dem som er lukket. Både i forhold til, at skabe nye arbejdspladser, og fordi det en fordel med mange lokaltejede virksomheder. Internationale virksomheder giver prestige, men mange af dem er også hurtige til at lukke filialer i Nordjylland ned, når krisen kradser. Virksomheder som har deres hovedkvarter i Aalborg, vil gøre mere for at bevare arbejdspladser netop her, og derfor er det ekstra vigtigt at vi gør en indsats for at skabe flere lokalt baserede virksomheder. Krisen har ramt Nordjylland og IKT Branchen, men handler vi med hurtighed og omtanke er der gode muligheder for, at vi kommer styrket ud af den. 

Thomas Kastrup-Larsen

Rådmand Sundhed og Bæredygtig Udvikling (S)

 

Medlem af Aalborg erhvervsråd

Schleppegrellsgade 31

9000 Aalborg

 

Top of page /