Thomas Kastrup-Larsen » Page 'Kræft kræver reel handling og ikke symbolpolitik'

Kræft kræver reel handling og ikke symbolpolitik

Kræft kræver reel handling og ikke symbolpolitik

Tove Pedersen skrev som formand for samarbejdsudvalget for Kræftens Bekæmpelse i Aalborg Kommune, onsdag den 12. August et indlæg under overskriften Hudkræft Nejtak. Kræftens bekæmpelse vil meget gerne have, at Kommunerne følger Venstres Sundhedsordfører Birgitte Josefsens opfordring om, at få lukket de solarier der står i kommunale haller og idrætscentre.

Jeg er meget enig i at Hudkræft er en alvorlig sygdom, som vi skal gøre meget for at forebygge. Og der er heller ingen tvivl om, at risikoen for hudkræft øges ved solariebrug. Når jeg så alligevel er tilbageholdende med at følge Birgitte Josefsens opfordring til, at kommunerne straks skal lukke de kommunale solarier er, at jeg synes at det vil være ren symbolpolitik og et tomt slag i luften. Det er ganske enkelt for billigt af Venstre Sundhedsordfører, at tro at overdrevent solarieforbrug og øget risiko for hudkræft kan løses ved at kommunerne lukker de få solarier man har. I Aalborg Kommune har vi 6 solarier i alle vores haller til sammen, 5 som står i Haraldslund og 1 som står i Vadum. Overfor disse 6 solarier står et massivt privat udbud af solcentre, solarier i motionscentre m.v. Steder hvor man for 10 kr. kan få al den solariesol som man ønsker sig. Min påstand er, at lukkede Aalborg Kommune sine 6 solarier ville effekten være så lille at den end ikke ville kunne måles.

Det betyder også at pilen i bund og grund peger tilbage på Venstres Sundhedsordfører Birgitte Josefsen, som i stedet for at føre signalpolitik og prøve at tørre ansvaret af på kommunerne, burde tage diskussion om solarierne op på nationalt plan og med lovgivning regulere området. Jeg synes også at der bør være mere information fra sundhedsstyrelsen om, risikoen ved at benytte solarier. Jeg tror at der er mange der er uoplyst på dette område, og Aalborg Kommune vil gerne samarbejde om eventuelle kampagner m.v.

Afslutningsvis synes at jeg, at det i Tove Pedersens læserbrev kommer til at fremstå som om, at Aalborg Kommune er en uansvarlig kommune, som ikke gør nok på sundhedsfremme og forebyggelsesområdet i forhold til Kræft. Intet kan være mere forkert. Min påstand er, at Aalborg Kommune er en foregangskommune på dette område med Kræftrehabilitering på sundhedscenter Aalborg, Sundhed i bevægelse for Kræftpatienter i Haraldslund og kommunens positive involvering i det kommende kræftenshus på Fredrik Obelsvej. Jeg mener at sundhedsfremme og forebyggelse er en af de vigtigste velfærdspolitiske udfordringer, og når vi skal handle for at nå vores mål, skal det være med indsatser der gør en forskel, og ikke symbolpolitik, som måske tager sig pænt ud i avisernes artikler, men ikke gør en forskel i virkelighedens verden.

Stil et spørgsmål?

Top of page /