Vi skal satse på Campus på Godsbanearealet
Vi skal satse på Campus på Godsbanearealet
Erhvervsmægler Stig Thielmann foreslår på vegne af Asger Enggaard, at den vestlige del af Østre havn skal udvikles til et campus område. Stig Thielmann mener der er plads til at både Godsbanearealet og Østre havn bliver til Campus område. Jeg kan naturligvis godt forstå at Asger Enggaard er interesseret i, at udvikle Østre Havn i en tid hvor byggebranchen har det svært, men jeg mener at det er en dårlig ide at Østre havn skal udvikles som et konkurrerende alternativ til vision om Campusområde på Godsbanearealet.
Det mener jeg for det første fordi, at hvis Aalborg kommune skal skabe et campus område, hvor der virkeligt sker noget, hvor der samles mange uddannelser, vil det udvande visionen, hvis der satses på to eller flere områder. Vi risikerer at få nogle halve løsninger, som ikke understøtter Aalborg Kommunes ønske om at styrke Aalborg som uddannelsesby, og dermed ikke vil være et aktiv i kampen om at tiltrække endnu flere studerende til Aalborg.
For det andet mener jeg, at Godsbanearealet er meget bedre rent infrastrukturmæssigt. Det er det mest centrale sted for den kollektive trafik i hele Nordjylland, hvor busser og tog fra alle sider stråler ind mod dette centrale punkt. Jeg tror at en placering af campus på godsbanearealet, vil få flere til at tage bussen eller toget, på vej til uddannelse, i stedet for at tage bilen. Vi har rigeligt med bilkøer i Aalborg og når vi får muligheden for, at placere et campusområde lige op og ned af det mest centrale punkt for den kollektive trafik, skal vi da udnytte det til at styrke den kollektive trafik. Der er pt. ingen kollektiv trafik betjening af Østre havn, og Stig Thielmanns argumenter om, at Østre havn ligger tæt ved motorvejen siger hele. Jeg mener derfor at Aalborg Kommune fortsat skal satse på Godsbanearealet som Campusområde. Østre havn vil i mine øjne egne sig væsentligt bedre til boliger og erhverv.
Stil et spørgsmål?