Thomas Kastrup-Larsen » Archive of 'feb, 2010'

Regeringen har ansvaret for besparelser Ingen kommentarer endnu

Regeringen har ansvaret for store besparelser

Lars Løkke har lanceret en stor regeringsrokade, for at fjerne fokus fra regeringens mange dårlige sager, og lanceret et nyt regeringsgrundlag. Det handler om 0 vækst og store besparelser i den offentlige sektor, og det handler om skattelettelser til landbruget, som ikke en gang de økonomiske vismænd kan se fornuften i.

Der er ingen tvivl om, at det trækker op til et hedt politisk år, hvor konsekvenserne af den økonomiske krise og regeringens mange ufinansierede skattelettelser kommer til at stå centralt på den politiske dagsorden. Finansministeren melder ud at der skal spares 24 mia. over de næste tre år, og da regeringen ikke er klar til at rulle deres skattelettelser tilbage, er der kun et sted pengene kan findes. Ved store og massive besparelser på den offentlige velfærd.

Nu ved jeg godt at regeringen siger, at borgerne slet ikke kommer til at mærke besparelserne, for man kan bare omlægge det offentlige arbejde, så det foregår mere effektivt. Sådanne udsagn bærer tydeligt præg af, at man i regeringen, trods stor ministerrokade, har meget lidt fornemmelse for, hvordan tingene foregår rundt om på sygehusene, folkeskolerne og i den øvrige offentlige sektor. Der har allerede været foretaget massiv effektivisering og besparelser for at få de stramme budgetter til at hænge sammen. Selvfølgelig kan besparelser i den størrelsesorden som regeringen dekreterer mærkes og selvfølgelig betyder det at vi får et ringere sygehusvæsen, en dårligere folkeskole m.v. Men det lukker regeringen øjnene for. Måske er det ligefrem en del af planen, som man bare ikke tør sige højt?

Regeringen har også besluttet at styreformen i de store kommuner skal lægges om, så flertallene i byrådene sætter sig på alle de betydende politiske poster. Argumentationen er, at så er det tydeligt hvem der har det politiske ansvar. Jeg håber så også at regeringens nye regeringsgrundlag, gør det krystalklart hvem der prioriterer skattelettelser i almindelighed og skattelettelser til landbruget i særdeleshed, frem for god og anstændig kvalitet i den offentlige velfærd. Danmark har brug for en ny politisk kurs.

Top of page /